Undervisningen i gymnasiet og på videregående uddannelser skal gøre mere plads til drenge og unge mænd.
Det fastslår ligestillingsminister Lykke Friis (V) over for Berlingske Tidende. Hun mener, at alt for mange drenge og mænd tabes af deres uddannelser, hvor de langt oftere end kvinder dropper ud.
"Jeg er meget bekymret for de unge mænd, som ikke kan finde fodfæste i vores uddannelsessystem. Det er spild af talent og gør det svært for vores samfund at nå målene om at have et universitet i topklasse og blive blandt de ti rigeste lande i verden," siger Lykke Friis til avisen.
Hun vil derfor påbegynde en undersøgelse, der skal klarlægge, hvad man kan gøre for de danske unge mænd. Her skal man også se på, hvor stor betydning stillesiddende arbejde, selvstudie og dyb koncentration har for mændenes engagement.
Initiativet bliver positivt modtaget af direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved DPU, Niels Egelund.
"Der er ingen tvivl om, at skolesystemet i dag passer bedst til den traditionelle pigerolle. Der er ikke meget fysisk udfoldelse, konkurrence og drama i undervisningen, sådan som unge mænd har brug for. Derfor falder de nemt agterud og har enten ikke lyst - eller har for lave karakterer til at studere videre," siger han til avisen.