De franske fodboldværter gik til pause foran 1-0, men Tyskland vandt alligevel onsdagens testkamp i Paris med 2-1 takket være en god anden halvleg.
Her udlignede Bayern Münchens Thomas Müller først til 1-1, inden Sami Khedira fra Real Madrid scorede til 2-1 et kvarter før tid.
Khediras holdkammerat fra Madrid Mesut Özil stod for assisten til det afgørende mål.
- Frankrigs 1-0-føring var ikke fair. Vi var allerede i første halvleg det bedste hold på banen.
- Mesut Özil kan aflevere en bold bedre end nogen anden i verden, og han kender mine løbebaner, siger Khedira ifølge nyhedsbureauet dpa.
Mathieu Valbuena, der til dagligt spiller i Olympique Marseille, havde bragt hjemmeholdet foran 1-0 lige inden pausefløjtet.
Sejren var Tysklands første i Frankrig i 78 år og den første sejr over Frankrig i det hele taget siden 1987.
Det var også første gang siden 2008, at tyskerne vandt holdets første kamp i et nyt år.
/ritzau/