Irlands legendariske italienske træner Giovanni Trapattoni har i årevis sværget til en klassisk 4-4-2-opstilling. Men fredagens svære VM-kvalifikationskamp hjemme mod Tyskland har tvunget italieneren til at nytænke.
Irland kommer til at stille op i en 4-3-3-opstilling på Aviva Stadium i Dublin. Det skriver AFP.
- Husk, at det gik galt mod Spanien, sagde 73-årige Trapattoni tidligere på ugen til AFP og henviste til den ene gang, han som irsk landstræner gik fra 4-4-2 til 4-5-1. Det endte med et 0-4-nederlag til irerne.
Italienerens assistenttræner Marco Tardelli bekræfter over for AFP, at Irland, trods de dårlige minder fra kampen mod Spanien, forsøger sig med en ny opstilling.
- Vi har tænkt os at spille med tre spillere på midtbanen. Og en af disse skal tage sig af Tysklands Mesut Özil, siger Tardelli.
Tyskland har vundet begge deres to kampe i VM-kvalifikationens gruppe C. Irland har blot spillet udekampen mod Kasakhstan, som endte med en irsk 2-1-gevinst.
Kampen sparkes i gang klokken 18.45.
/ritzau/