En 51-årig tysk kvinde blev skudt i foden, da hun sammen med sin mand og et vennepar gik langs vandet ved Rødhus tirsdag eftermiddag.
- De tyske turister hørte pludseligt et smæld, og så kunne hun mærke, at hun fik ondt i foden, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen, til nordjyske.dk.
- Hun er formentlig blev ramt af et skud. Det ser ud som, at der er gået et lille projektil gennem gummistøvlen, for der er to huller i støvlen, fortsætter han.
Kvinden slap med et kødsår.
Politiet har en teori om, at skuddet er affyret fra et højt beliggende terræn, da skuddet har ramt gummistøvlen for oven og er røget ud gennem den ene side i støvlen.
Episoden skete omkring kl. 15.30 langs Vesterhavet ud for Strandfogdensvej ved Rødhus. Politiet har tjekket, om der har været aktivitet i det nærliggende skydeterræn i området, men det har ikke været tilfældet, skriver nordjyske.dk
/ritzau/