Myndighederne i Tyrkiet tilbageholder en ung mand fra Danmark, som menes at have kæmpet for Islamisk Stat i Syrien.
Det skriver Ekstra Bladet.
Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for avisen, at den danske statsborger er i de tyrkiske myndigheders varetægt.
Manden skulle være i alderen 25 til 30 år. Han er ifølge Ekstra Bladets oplysninger blevet pågrebet af den sunni-islamiske oprørsgruppe Nour al-Din al-Zenki.
En anonym kilde i det islamistiske miljø fortæller til avisen:
- Han har kæmpet med Islamisk Stat og blev taget til fange for et halvt år siden. Nu har gruppen udleveret ham til tyrkerne, og han befinder sig så vidt vides i byen Kilis tæt på den syriske grænse.
Kilden ønsker ikke sit navn offentliggjort af frygt for repressalier fra yderliggående personer, der ikke mener, at man skal fortælle udenforstående om hellige krigere på slagmarken.
Den tilbageholdte er en af i alt fire mænd, der sidste år i april blev varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede. De blev fængslet på grund af mistanke om, at de havde tilsluttet sig Islamisk Stat.
Myndighederne i Danmark har været i kontakt med mandens familie. Borgerservice oplyser, at den danske ambassade i Tyrkiets hovedstad, Ankara, tilbyder sædvanlig konsulær bistand.
/ritzau/