Der var bingo for både damer og herrer hos Team Tvis Holstebro i EHF Cuppen lørdag, hvor damerne må siges at være så godt som sikre på avancement til tredje runde, mens herrerne er videre.
Tvis-herrerne vandt således 30-24 i det andet opgør mod den polske klub Stal Mielec, hvilket betyder, at vestjyderne er videre med en samlet sejr på 56-53.
For danskerne var Patrick Wiesmach den mest træfsikre skytte med ni scoringer.
Kvinderne spillede tidligere lørdag mod Banja Luka, og det resulterede i en dansk sejr på 52-22, som gør det utænkeligt, at holdet fra Bosnien-Hercegovina kan stille noget op i returopgøret, der spilles i Gråkjær Arena søndag.
Faktisk kom danskerne bagud med 1-2, men så kaldte træner Niels Agesen til timeout, hvorefter Tvis-kvinderne knaldede bolden i nettet i et nærmest hysterisk tempo.
Kathrine Heindahl blev topscorer med 10 mål.
/ritzau/