En synagoge og flere restauranter i Østrigs hovedstad, Wien, er blevet udsat for et skudangreb mandag aften.
En af gerningsmændene bag et skyderi mandag aften i Østrigs hovedstad, Wien, sympatiserede med Islamisk Stat.
Det oplyser Østrigs indenrigsminister, Karl Nehammer, på et pressemøde tirsdag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Man er blandt andet nået frem til den konklusion, efter at myndighederne har gennemsøgt personens hjem og fundet videomateriale i hjemmet, skriver Reuters.
Ministeren fortæller videre, at mindst fire personer er døde, og 15 er blevet såret under angrebet.
Skyderiet fandt sted mandag aften i det centrale Wien flere steder, som alle lå tæt på en synagoge. Det formodes, at flere angrebsmænd står bag.
Det her ved vi indtil videre
- Fire personer er dræbt, heriblandt en kvinde, og 15 er sårede
- En af de dræbte var en af gerningsmændene
- Mindst en politibetjent er blevet skudt i maven og er hårdt såret.
- En eller flere gerningsmænd er fortsat på fri fod
- Videoer fra området viser gerningsmænd affyre flere skud mod betjente.
- Angrebet er sket nær en synagoge i Wien. Synagogen var lukket, da angrebet fandt sted, men også flere restauranter blev ramt.
- Der er tale om et terrorangreb med flere gerningsmænd, bekræfter Østrigs indenrigsminister Karl Nehammer.
- Ifølge det østrigske medie Kronen Zeitung er den dræbte mand, som mistænkes for at have stået bag gårsdagens terrorangreb i Wien en 30-årig flygtning, som havde opholdt sig 10 år i Østrig.
Herhjemme har politiet optrappet sikkerheden omkring jødiske skoler, synagoger samt ambassaden.