Det gik ikke som ventet, da 22-årige Jared Frank forleden forsøgte at tage en noget risikabel selfie med et passerende tog i baggrunden.
Selv troede Jared, at han befandt sig på sikker afstand af toget, men det var togets lokofører ikke enig i.
Lokoføreren lod derfor sin støvle hænge ud fra togvognen, så den ramte den uforvarende teenager lige i hovedet, da toget susede forbi.
Jared, der stod klar med kameraet, fik uden at vide det optaget stuntet og lagde efterfølgende videoen op på Youtube.
Det viste sig at være en indbringende ide, for på få dage er den set af over 27 millioner mennesker.
Det har ifølge CBC News fået Jared til at indgå et samarbejde med firmaet Junkin Media, der spår, at han kan tjene op til 250.000 dollar - over 1,3 millioner danske kroner - på sit stunt.
Og de penge skal bruges på at betale den rejse i Peru, han var på, da den uheldige selfie blev taget. Og så har Jared også planer om at bruge pengene på at læse på en filmskole.