Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil foreslå en selskabsskattelettelse på i alt tre procentpoint fra 25 procent til 22 procent. Det erfarer TV2 Nyhederne.
Det er dog ikke alle i dansk erhvervsliv, der kan glæde sig til at slippe billigere.
TV 2 Nyhederne erfarer nemlig videre, at både bankerne og Dansk Undergrunds Konsortium (DUC), der står for olieudvinding i Nordsøen, fortsat vil skulle betale det samme til staten.
Gaveregnen over erhvervslivet stopper ikke ved selskabsskatten.
Ifølge TV 2 Nyhedernes oplysninger vil den socialdemokratisk ledede regering også sænke momsen på hotel og restaurationsbesøg. Noget som Dansk Erhverv tidligere på ugen advokerede kraftigt for.
Som det sidste kan TV 2 Nyhederne også fortælle, at regeringen vil pumpe fire milliarder kroner ud til boligrenovering i den almene sektor. Pengene skal komme fra landsbyggefonden.
Alle elementerne vil ifølge TV2 være at finde i regeringens varslede konkurrenceevnepakke.
Finanssektoren betalte i 2011 over 18 milliarder kroner i selskabsskat og er dermed den branche, der betaler mest i selskabsskat. Og i sagens natur derfor også den branche, der vil få størst fordel af en lavere selskabsskat.
Tidligere på ugen erfarede også Børsen, at regeringen efter sigende har planer om at lempe selskabsskatten - dog uden at tilgodese de danske banker.
/ritzau/