Et underskud på omkring 200 millioner kroner på TV 2 får ikke mærkbare konsekvenser for seere og lyttere.
Det siger stationens direktør Merete Eldrup.
»Vores klare mål er, at de slet ikke kommer til at mærke det. Vi tror ikke på at man kan spare sig til en god økonomi. Vi vil tværtimod opjustere vores programaktiviteter med fuldt fokus på hovedkanalen TV2. Det giver seere, og seere giver annonceindtægter,« siger hun.
Hun afviser at have grund til bekymring efter det onsdag aften kom frem, at et forventet overskud på 100 millioner kroner er vendt til et underskud på mellem 195-215 millioner kroner.
I følge Merete Eldrup kommer underskuddet, fordi den tidligere ledelse har haft for store forventninger til, hvad TV 2 kunne tjene samtidig med, at TV 2 har åbnet nyhedskanalen TV2 News og TV 2 Radio. Hun vil ikke afvise, at der sker fyringer, men siger, at der ikke er planer om en decideret fyringsrunde.
»TV2 er en stor virksomhed med omkostninger på 2,5 milliarder om året, så man skulle nok kunne finde nogle millioner, uden at det vil blive drastisk. Et underskud i den størrelse er ikke uoverstigeligt«.
Til gengæld vil hun ikke udtale sig om, hvad der skal ske med TV 2 Radio. Til Berlingske Business siger hun, at det er uvist, om underskuddet på sigt giver TV 2 Radio dødsstødet.
Stationens tidligere topchef Per Mikael Jensen siger, at ledelsen melder et stort underskud ud for selv at fremstå i et bedre lys ved næste årsregnskab. Han kalder underskuddet for »talgymnastik« i et interview med TV 2 Nyhederne.
»Man får 2007 til at se dårligt ud og giver sig selv de bedste muligheder for at godt ud i 2008 og 2009«, siger han.
I 2007 investerer TV 2 i nyhedskanalen TV 2 News, TV 2 Radio og TV 2 Sport under ledelse af Per Mikael Jensen.
I august nedjusterer ledelsen forventningerne til årets resultat fra 170-180 mio. kr. til et overskud på 100 mio. kr.
I efteråret forlader Per Mikael Jensen stationen og overgiver roret til Merete Eldrup
Onsdag
aften melder den nytiltrådte bestyrelse i TV 2 ud, at TV 2 forventer et
underskud for 2007 på mellem 195-214 millioner kroner