USA's kommende præsident, Donald Trump, er nu klar til at holde sit første deciderede pressemøde, efter at han i november vandt præsidentvalget over Demokraternes Hillary Clinton.
- Jeg vil holde et generelt pressemøde 11. januar i N.Y.C. Tak, skriver Republikaneren på Twitter tirsdag aften.
Donald Trump har ifølge AFP ikke holdt et sådant pressemøde siden juli. Tidligere lød meldingen, at han ville gøre det 15. december.
Her ville han blandt andet redegøre for, hvordan han ville forhindre interessekonflikter mellem hans forretningsimperium og opholdet i Det Hvide Hus.
Pressemødet blev siden udsat på ubestemt tid.
Donald Trump har med sit sene pressemøde brudt med traditionen for tidligere nyvalgte præsidenter.
Sædvanligvis har nyvalgte præsidenter holdt pressemøder i overgangsfasen for blandt andet at oplyse om ministervalg og den nye administrations planer for fremtiden.
Donald Trump har efter valget holdt sig til sporadiske interview, taler for tilhængere og ikke mindst Twitter.
I december annoncerede han således blandt andet, at den japanske telegigant Softbank har valgt at investere i 50.000 nye job i USA.
Annonceringen skete fra lobbyen i rigmandens hovedkvarter på Manhattan i New York, Trump Tower.
/ritzau/AFP