Donald Trump giver mandag sin demokratiske modstander, Kamala Harris, og præsident Joe Bidens retorik skylden for et formodet attentatforsøg.
Det sker i et interview med Fox News, dagen efter at han var udsat for det, der ifølge FBI ser ud til at have været et attentatforsøg mod ham.
- Han (Ryan Wesley Routh, red.) troede på Biden og Harris' retorik, og han handlede på det, siger den republikanske præsidentkandidat.
Han peger konkret på, at de to har kaldt ham en "trussel mod demokratiet" og kalder deres sprogbrug for "stærkt ophidsende".
Det formodede attentatforsøg mod Donald Trump fandt sted søndag, da han spillede golf i sin golfklub i West Palm Beach i Florida.
Her blev opdaget et gevær, der stak ud igennem et hegn på banen - få hundrede meter fra der, hvor Trump spillede golf.
Herefter åbnede agenter fra Secret Service, som passer på præsidenter og ekspræsidenter, ild mod en mand.
Manden - Ryan Wesley Routh - blev anholdt, og hændelsen ser ifølge FBI ud til at have været et attentatforsøg mod den tidligere præsident.
Der blev ikke åbnet ild mod Trump, som altså er uskadt.
- Deres retorik er skyld i, at jeg bliver skudt på, når det er mig, der skal redde landet, og det er dem, der ødelægger landet - både indefra og udefra, siger Trump mandag til Fox News.
Det Hvide Hus og repræsentanter for Kamala Harris er ikke vendt tilbage på Fox News' henvendelser om en kommentar til Trumps udtalelser.
Det er ikke første gang, at nogen angiveligt har planer om at forsøge at tage livet af Donald Trump. Det skete også for få måneder siden.
13. juli blev han beskudt i forbindelse med et vælgermøde nær byen Butler i delstaten Pennsylvania. Skuddet snittede hans højre øre.
Det amerikanske præsidentvalg finder sted 5. november.
/ritzau/