Donald Trump udtrykker fredag begejstring over, at Nigel Farage, lederen af det immigrationskritiske Reformparti, er blevet valgt til Underhuset i Storbritannien.
Den tidligere amerikanske præsident og nuværende præsidentkandidat sender på sit eget sociale medie, Truth Social, lykønskninger til Farage.
Imens ignorerer han helt den nyvalgte premierminister for socialdemokratiske Labour, Keir Starmer.
- Tillykke til Nigel Farage med den store sejr og et mandat i parlamentet midt i Reformpartiets valgsucces, skriver Trump.
- Nigel er en mand, der i sandhed elsker sit land!
Farage har længe været en af Trumps forbundsfæller.
Trump, der forsøger igen at blive præsident i november, har kaldt Farage for "Mr. Brexit". Han har tidligere sagt, at Farage kunne have gjort det fremragende som britisk ambassadør i Washington.
Farage, der er blevet valgt ind i valgkredsen Clacton i det sydøstlige England, har syv gange før forsøgt at blive valgt uden held.
Men ottende gang lykkedes det, og partilederen har åbent givet udtryk for, at han ønsker, at Reformpartiet indtager pladsen som det store oppositionsparti i stedet for Det Konservative Parti.
Partiet har dog kun fået fem pladser i parlamentet, men over 14 procent af stemmerne på landsplan.
- Der er et kæmpe hul i centrum-højre-delen af britisk politik, og mit job er at udfylde det, sagde Farage efter en sikker sejr i sin valgkreds, Clacton.
Det er blot en måned siden, at han valgte at stille op, hvilket han ellers tidligere havde udelukket.
Reformpartiet hed tidligere Brexitpartiet.
Det var Farage, der stod i spidsen for brexit-kampagnen, der gik ind for, at briterne skulle stemme sig ud af EU.
Det gjorde de i 2016, og tre et halvt år senere forlod landet unionen. Farage var medlem af Europa-Parlamentet mellem 1999 og 2020.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP