Den danske medicinalgigant Novo Nordisk er kommet i modvind, efter at de amerikanske myndigheder mod forventning vendte tommelfingeren ned for selskabets to nyeste insuliner, Tresiba og Ryzodeg.
* Tresiba er et langtidsvirkende insulin, som skal tages en gang om dagen. Ryzodeg er et blandingsprodukt, der blandt andet indeholder Tresiba, og som skal tages en eller to gange om dagen.
* Insulin med lang virkningstid anvendes som basisinsulin, som skal dække det grundlæggende behov for insulin. Om dagen suppleres langtidsvirkende insulin med korttidsvirkende måltidsinsulin. Ved at blande et hurtigtvirkende og et langtidsvirkende insulin får man "blandingsinsulin".
* Tresiba virker i op til 42 timer mod 18-26 timer for traditionelle insuliner. Langtidsvirkningen betyder, at patienternes blodsukker bliver mere stabilt. Det gør, at patientens risiko for at få for lavt blodsukker er reduceret betydeligt. Det gælder både om dagen og om natten.
* Tresiba er det første insulinprodukt med fleksibel dosering. Hvis patienten kommer til at glemme en dosis Tresiba, så kan den tages, så snart de opdager forglemmelsen. Det kan man ikke med de eksisterende insuliner, fordi de virker for kort tid.
* En variant af Tresiba, som blandt andet er godkendt i Danmark, giver den samme dosis insulin, men med den halve volumen. Det betyder, at man kan slippe med én injektion i stedet for to, hvis man tager meget store doser insulin.
Kilde: Novo Nordisk
/ritzau/