Et forsøg på at smugle pakker med hash til Grønland i sin mave har kostet en 53-årig mand livet.
Dermed er tre personer siden juni døde, da de forsøgte at smugle stoffer til Grønland ved at sluge dem.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
- Det er enormt trist, at endnu en person har mistet livet ved at smugle narkotika. Alene i år er det den tredje person, der dør på den baggrund. Det viser desværre en bekymrende tendens, hvor flere er villige til at sætte livet på spil, udtaler politikommissær Malik Sandgreen.
At smuglere sætter livet på spil, når de sluger stoffer, har længe været velkendt. Når de dør, skyldes det ofte en overdosis, fordi pakker med for eksempel kokain eller heroin går i stykker i maven.
Det var dog ikke tilfældet med den 53-årige, der havde slugt pakker med hash. Pakkerne hobede sig op i hans tarm og skabte en betændelsestilstand, som han døde af.
- Uanset hvad der er i pakningerne, er det altid forbundet med en stor risiko for, at de sætter sig fast i maven eller i tarmsystemet, udtaler landslæge Henrik L. Hansen i pressemeddelelsen.
- Gør de det, kan det hurtigt blive særdeles livstruende, da man for eksempel kan udvikle tarmslyng eller andre alvorlige tilstande.
Den 53-årige døde den 20. oktober i Qaqortoq.
I juni døde en 33-årig mand i et fly fra København til Kangerlussuaq.
Indpakningen af den narkotika, han havde slugt, var ikke helt tæt. Derfor kunne stoffet trænge ud i mandens krop, har politiet tidligere oplyst. En obduktion viste, at der var store mængder narkotika i mavesækken.
I august døde en 42-årig mand fra Aarhus-området. Han blev hastet til skadestuen med kraftige smerter i maven.
Undervejs fik han hjertestop og afgik senere ved døden. Han havde pakninger med hash i mavesæk og tarm, har politiet tidligere oplyst.
I 2022 er 45 personer foreløbig blevet afsløret i at smugle stoffer til Grønland indvortes. I 2021 var tallet 14. Dermed er der tale om en stigning på 220 procent.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.