Tre unge mænd er søndag aften kørt galt i en bil på Ølbyvej ved Køge. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Den ene skulle være alvorligt tilskadekommen. De to andre er stabile, siger vagtchefen.
Alle tre er født i 1990'erne, og ulykken fandt sted kort før klokken 22. Politiet og en bilinspektør er i øjeblikket i gang med at undersøge ulykkesstedet.
Oplysninger om de nærmere omstændigheder, som førte til trafikulykken, er natten til mandag stadig meget sparsomme.
Noget tyder dog på, at manden bag rattet i ulykkesbilen mistede herredømmet, da han måtte dreje voldsomt for at undgå at ramme noget - måske en modkørende bil. Men hvad der helt konkret skete på Ølbyvej, kan endnu ikke siges med sikkerhed.
De tre kvæstede mænd i ulykkesbilen er overført til forskellige lokale hospitaler på Sjælland, hvor de bliver behandlet af læger.
/ritzau/