Tre medsammensvorne mænd på 30, 27 og 24 år er kendt skyldige ved Retten i Glostrup tirsdag i et salgsforsøg af 43 militære automatgeværer fra røveriet på Antvorskov Kaserne i 2009.
Den ældste og yngste er idømt tre år og seks måneders fængsel, mens den 27-årige skal tre år i fængsel, lyder dommen.
Anklager Ulrik Sjølin Pedersen fra Statsadvokaten København havde næsten krævet det dobbelte i straf til de tre mænd. Han mente, at den 30-årige skulle seks år i fængsel, mens mændene på 27 og 24 år skulle syv år og seks måneder bag tremmer.
Tidligere oplyste den 30-åriges forsvarer, Michael Juul Eriksen, til Ritzau, at de helt sikkert vil anke dommen, når den falder. Men da straffen er omkring halvdelen af, hvad anklageren krævede, har alle brug for en tænkepause før en eventuel anke.
Den 30-årige af mændene er allerede én gang idømt otte års fængsel for selve våbenkuppet mod kasernen i Slagelse, og retten tog hensyn til den tidligere dom.
Inden selve salget lykkedes det politiet at beslaglægge våbnene, som lå gemt på et loft i Brøndby.
Den 30-årige afsoner i øjeblikket dommen fra røveriet, og han skal nu tilbage til fængslet. De to yngre mænd har været varetægtsfængslet så længe, at de efter dommen frit kan forlade Retten i Glostrup.
Det var i januar 2009, at maskerede mænd trængte ind på kasernen i Slagelse og slap væk med i alt 201 våben og våbendele. Egentlig skulle de mange våben have været brugt af danske soldater i Afghanistan, men nogle af dem havnede i rockerkredse.
/ritzau/