Tre ud af 10 alvorlige spritulykker sker i sommermånederne juni, juli og august.
Lad bilen stå, hvis du skal nyde alkohol, lyder det simple råd.
Sommerens festlige stemning og spontane arrangementer i solen ender for ofte med alvorlige konsekvenser i trafikken. 30 procent af alle spritulykker med dræbte eller alvorligt tilskadekomne sker nemlig i sommermånederne juni, juli og august.
I alt er 985 personer blevet dræbt eller alvorligt kvæstet i spritulykker i perioden 2020 til 2024. Hele 297 af dem - knap en tredjedel - kom til skade i juni, juli og august. Det viser tal fra Vejdirektoratet ifølge Rådet for Sikker Trafik.
Politiet har også ekstra travlt, og ofte er der forhø'jet fokus på netop spritbilister hos ordensmagten i disse måneder. Alene søndagens døgnrapport fra Nordjyllands Politi tegner et billede af en travl weekend, hvor især spritkørsel og indbrud fyldte på anmeldelseslisten.
Alle har et ansvar for at gribe ind, hvis de oplever spritbilisme. Her er nogle råd til hvordan:
- Fortæl vedkommende, at du har det skidt med, at vedkommende kører
- Forsøg at tale ham/hende fra at køre
- Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
- Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
- Tilbyd overnatning
- Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
- Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114
Husk på, at hver gang du forhindrer en anden i at blive spritbilist, gør du vedkommende og trafiksikkerheden en tjeneste.
Denne dag blev fem personer sigtet for at have kørt med for meget alkohol i blodet. Den første sag opstod omkring klokken 03.00 ved Pandrup, hvor en knallertfører blev standset og sigtet for spritkørsel. Manden blev samtidig sigtet for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand under anholdelsen.
Senere samme morgen stoppede politiet en spirituspåvirket bilist i det sydvestlige Aalborg, og midt på eftermiddagen blev endnu en knallertfører taget i Hobro. Om aftenen, kort efter klokken 23, endte en bilist i Skagen også med en sigtelse for spritkørsel.
Den alvorligste af sagerne udspillede sig ved Hjørring, hvor en bilist kørte frem for sin ubetingede vigepligt og blev involveret i et færdselsuheld. Ingen personer kom til skade, men promilletesten førte til, at bilisten fik sin førerret administrativt inddraget på stedet som følge af promilleoverskridelsen.