Bryster skal være naturlige at vise uden for hjemmets fire vægge, hvad enten det er i svømmehaller eller ved amning af babyer på cafeer.
Det mener en gruppe unge kvinder, der i december badede topløse i DGI-Byens svømmehal i København i en aktion, hvor de gerne vil afseksualisere bryster. Bryster hænger ikke altid sammen med sex eller porno, mener kvinderne.
I morgen ville de unge kvinder så indtage Café Norden og Café Paludan i København for at aktionere for kvinders ret til at amme på cafeer.
- Det vedrører os alle. Når jeg på et tidspunkt får børn, har det måske taget den drejning, at amning er forbudt på alle cafeer i landet, siger initiativtager og gymnasieelev Maria Høeg.
Men de ammende mødres indtog på de to cafeer er nu blevet aflyst.
- Desværre er det sådan, at aktionen er blevet udskudt på grund af det blæsende vejr. Vi synes ikke, det var sikkert nok at gå i optog med barnevogne, siger Maria Høeg og forudser, at aktionen først kommer på banen, når vejret er blevet mildere til foråret.
Aktionen i DGI-Byen opstod, efter at svenske kvinder gennem flere måneder har smidt bikinitoppene i de svenske svømmehaller. I september blev to kvinder bortvist fra en svømmehal i Uppsala, fordi de badede topløse, og kvinderne mener, at det er diskriminerende og med til at seksualisere kvindekroppen.