- Du vil ikke kunne sove trygt nogensinde igen. Jeg ved hvordan du ser ud og hvor du bor. Bare vent din psykosekælling.
Sådan skrev en sagsbehandlers søn over Facebook gennem flere uger til en borger, som var sagsbehandlerens klient. Borgeren har politianmeldt kommunen, mens kommunen på sin side nu søger om polititilhold mod borgeren, som de opfatter som truende og personfarlig. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Kommunen har politianmeldt borgeren 30 gange fra 2012-2016, uden at politiet endnu har rejst tiltale.
- Tilholdet er selvfølgelig baseret på falske anmeldelser. De vil bare have mig dømt, siger borgeren.
Øverste chef i kommunens familieafdeling, Christian Lorens Hansen, siger:
- Vi støtter vores medarbejdere. Sagen har udviklet sig på en sådan måde, at vi er nødt til at tage skridt, der vil beskytte dem.
Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, siger, at flere kommuner søger om polititilhold mod borgere.
- Det sker jævnligt, at en kommune forsøger at få polititilhold mod en borger. Kommunerne har borgere, hvor tingene går op i en spids. Og disse sager er der klart sket en stigning i indenfor de seneste 10 år. Internettet, som et meget hurtigt medie, har understreget denne udvikling, siger Sten Bønsing.