Synes du, at din bartender i strandbaren ser lige lovlig ung ud, er der ikke noget at sige til det.
Siden det sidste år blev lovligt for unge mellem 15- og 18 år at udskænke alkohol, viser nye tal fra Jobpatruljen, at unge helt ned til 13 års alderen nu finder arbejde, hvor der serveres alkohol.
Næsten hver 10. ungarbejder under 15 år arbejdede steder, hvor der blev udskænket alkohol, skriver Fagbladet 3F. Det samlede antal adspurgte var 215 under 15 år.
- Det virker som rigtig mange. Vi var nysgerrig på, om den nye lovgivning overhovedet ville gøre forskel på antallet af unge bag baren, hvilket vi nu kan se, at den har, siger jobpatruljekonsulent Jon Henningsen.
Det var regeringen, der trods ekspertadvarsler sidste år vedtog lovændringen, som giver unge ned til 15 år tilladelse til at servere alkohol.
Lovændringen ser dog ud til at have skubbet til grænserne for, hvor ung man kan være for at lange fadøl over disken.
Det mener Tina Møller Madsen, der er formand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration, i hvert fald.
- Det er jo helt vildt, at så unge kan stå i den situation. Børn skal ikke serverer alkohol til andre børn og heller ikke til voksne.
- Da grænsen for udskænkning var 18 år kunne man risikere at møde en 17-årige bag baren, men nu hvor grænsen er sat ned, er det åbenbart blevet normalt at få serveret alkohol fra børn. Det er slet ikke okay, siger Tina Møller Madsen.
Det er en klar ændring fra sidste år og fra før den nye lovgivning trådte i kraft, mener Jobpatruljen.
- Det seneste år er der sket en fordobling af unge, der udskænker alkohol, så restaurationerne har helt klart taget lovgivningen til sig. Vi har dog også mødt unge, som har været udsat for ubehagelige episoder, særligt med berusede mennesker, siger Jon Henningsen.