Flere mindreårige børn fra Hørve er blevet seksuelt krænket. Derfor har Odsherred Kommune valgt at foretage en politianmeldelse, og fredag klokken 16.30 holdes forældremøde på skolen i Hørve, hvor forældrene orienteres af kommunens personale samt af politiet.
Det skriver dagbladet Nordvestnyt.
Ifølge kommunedirektør Gitte Løvgren, er der tale om en mistanke mod en mand, der ikke er ansat på skolen eller i byens foreningsliv. Han har angiveligt har opsøgt og krænket en række børn flere forskellige steder i Hørve by.
Odsherreds borgmester Thomas Adelskov (S) forklarer til Nordvestnyt, at kommunen har oprettet en telefonisk hotline, som forældrene kan kontakte i løbet af weekenden, hvor de kan drøfte deres bekymringer med skolens leder samt skolepsykolog og politiet. Nummeret på den hotline bliver offentliggjort på skolens intranet.
Hos Midt- og Vestsjællands politi lyder meldingen, at det aktuelt er i gang med videoafhøring af flere børn, men at det endnu ikke har foretaget nogle anholdelser i sagen.
Det er en sag, der tages særdeles alvorligt, og som politiet har reageret prompte på, skriver Nordvestnyt.