En politibetjent fra Østjyllands Politi risikerer at blive dømt for vold efter en anholdelse i Tilst sidste sommer.
Det skriver DR Østjylland.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed har efterforsket to betjente efter anholdelsen, der fandt sted 1. september på en parkeringsplads, og nu har statsadvokaten så besluttet, at der skal rejses sag mod den ene betjent.
Det forklarer senioranklager Christina Skov.
- Vi har besluttet at rejse tiltale mod den ene politiassistent for overtrædelse af straffelovens paragraf 244 om vold, siger hun til DR Østjylland.
Ifølge anklageskriftet fra statsadvokaten sparkede og slog betjenten den anholdte flere gange på benene, mens den anholdte sad inde i patruljevognen og havde hænderne i håndjern på ryggen.
Offerets advokat, Claus Bonnez, er godt tilfreds med, at der nu bliver rejst en sag mod betjenten.
- Det er jo vigtigt, at borgerne har tillid til politiet. Vi får en højere grad af tillid til politiet, hvis vi ser, at de politifolk, der laver vold eller noget, der kunne minde om, bliver efterforsket og behørigt straffet, siger han til DR Østjylland.
Østjyllands Politi ønsker ikke at fortælle, om betjenten stadig arbejder, før sagen er afgjort i retten. Det siger pressekoordinator Marianne Morgen.
- Vi kan ikke udtale os i den konkrete sag, da der er tale om en personalesag. Men generelt tager ledelsen hånd om den slags sager internt.