En lærer på Fredericia Friskole fik sig noget af et chok, da to elever mandag kom tilbage fra frikvarter med en rusten granat.
De to drenge fra 9. klasse havde fundet den i pausen på Østrestrand.
Læreren låste den rustne klump inde, efter at have sendt billeder af den til politiet, der gav sagen videre til militæret.
"Det viser sig, at det er en rusten håndgranat eller håndbombe fra omkring 1920. Da den var rusten, var den ikke direkte farlig," siger sektionsleder fra Sydøstjyllands politi, Bo Fischer, der understreger, at det dog normalt er bedst at lade granatfund ligge, markere dem og så kontakte politiet.
Granaten fra Fredericia er nu blevet ødelagt på sikkert område.