Har du købt mad i SuperBest i Fredericia for nylig, skal du smide det i skraldespanden.
Fødevarestyrelsen slår nemlig alarm, da der har været rotter på besøg.
"Forbrugere, der har købt varer fra virksomheden, bør kassere varerne, vaske hænderne grundigt og rengøre området, hvor varerne har stået," skriver Fødevarestyrelsen.
Det gælder alle fødevarer købt mellem den 4. juli og 18. august i år. Rotterne kan bære sygdomme, men alarmen virker noget voldsom, mener skadedyrsbekæmper Jack Holm fra Kiratin.
"Jeg har fundet spor fra rotter i en hulvæg i den SuperBest, men at det er nødvendigt at tilbagekalde alle madvarer i halvanden måned kommer bag på mig," siger Jack Holm.
Myndighederne vurderer, at der er risiko for farlige bakterier.
"Rotterne kan slæbe sygdomsfremkaldende bakterier med sig fra kloaksystemerne. Derfor er der risiko for, at fødevarerne fra virksomheden kan være forurenet med sygdomsfremkaldende bakterier," skriver Fødevarestyrelsen.
Supermarkedet ligger på Venusvej 10 i Fredericia.