Bankernes tab på udlån til landbruget - ikke medregnet realkreditlån - steg ikke mærkbart i 2018 trods den meget omtalte tørke. Det viser nye tal fra Nationalbanken.
Samlet var tabet på landbruget 1,5 milliarder kroner, et fald på tre procent.
- 2018 bød på en varm og tør sommer, og samtidig er prisen på flere landbrugsvarer faldet.
- Det har givet vanskelige vilkår for mange landbrug. Alligevel har bankernes tab på landbrugslån på 1,5 milliarder kroner været begrænset sammenlignet med tidligere år, skriver Nationalbanken.
Nationalbanken skriver yderligere, at en stor del af bankernes landbrugskunder har svært ved at leve op til deres låneforpligtigelser. Det betyder dog ikke, at bankerne forventer stigende tab.
Samlet havde bankerne ved udgangen til 2018 lånt 55,1 milliarder kroner til landbruget. Derudover havde sektoren realkreditlån for 244 milliarder kroner.
Direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i finanssektorens interesseforening, FinansDanmark, Peter Jayaswal ser flere grunde til, at tabet ikke er større.
- For det første viste tørken sig ikke at være helt så slem som frygtet. Og for det andet er det mit indtryk, at bankerne har haft stor fokus på at finde løsninger for de landmænd, der har grundlæggende sund økonomi, men blev ramt af tørken.
Han understreger dog samtidig, at effekten af tørken på bankernes udlån til sektoren ikke nødvendigvis kan gøre fuldt op på nuværende tidspunkt.
Tabet i 2018 er samtidig langt lavere end i 2016, hvor bankerne tabte 2,7 milliarder kroner på deres udlån til landbruget.
- Årsagen til de meget store tab i 2016 er især, at flere banker ryddede op i deres udlån til landbruget – og dermed blev flere bedrifter solgt eller lukket, og bankerne realiserede store tab. Således toppede antallet af konkurser i 2016 ifølge Danmarks Statistik, skriver Nationalbanken.
/ritzau/