To patienter på den lukkede psykiatriske afdeling i Bispebjerg i København er med et døgns mellemrum afgået ved døden under mystiske omstændigheder. Det skriver politiken.dk.
Dødsfaldene fandt sted for godt to uger siden. Om morgenen henholdsvis fredag 18. januar og lørdag 19. januar fandt personalet de to patienter døde på deres stuer. Der er tale om to mænd i 40'erne.
- De to dødsfald var helt uventede. Jeg mener ikke at have oplevet to uventede dødsfald på samme afsnit med et døgns mellemrum før. Vi ved ikke, om der er en en sammenhæng mellem de to dødsfald. Det må politiet undersøge, siger overlæge Anne Lindhardt, centerchef på Psykiatrisk Center København, til politiken.dk.
Hun afviser, at de to patienter har fået medicin, de ikke kunne tåle.
- Vi har retningslinjer for, hvilken medicin vi må give patienterne, og dem overholder vi. Når vi står med folk, som er meget psykotiske, kan det være nødvendigt både at give dem antipsykotisk medicin og beroligende medicin. Vi må godt give den kombination i akutte situationer, men det er korrekt, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke kombinerer de to slags medicin i vedvarende behandling, siger Anne Lindhardt.
Hos politiet har man en formodning om dødsårsagerne.
- Mistanken går på, at kombinationen af kat, alkohol, antipsykotisk medicin og beroligende medicin slog dem ihjel. Den kombination kan have en fatal udgang, siger vagtleder René Nicolai Jensen fra Bellahøj Politi til politiken.dk.
De to afdøde er begge af somalisk afstamning
Kilde: Politiken