Et groft hjemmerøveri mod et par i Dianalund har fredag ført til domme på fængsel i fem år til de to gerningsmænd.
Manden og kvinden lå og sov en tidlig formiddag i september sidste år, da mændene trængte ind i ejendommen.
Manden blev holdt fast, slået med knytnæver og et stemmejern, og han blev også truet med, at han ville slået ihjel.
Undervejs i den halvanden time lange frihedsberøvelse blev det ene offer i øvrigt slået bevidstløs.
Fredag har et nævningeting i Retten i Næstved fundet begge tiltalte skyldige, og såvel 33-årige Allan Høier Lyngse som 28-årige Stephan Møller Nielsen har modtaget dommen på fem års fængsel.
Udbyttet ved røveriet løb op i værdier for næsten en halv million kroner.
Blandt andet stak mændene af med et B & O fjernsyn, armbåndsure og andre ting samt ofrenes Audi og varevogn.
Et par timer senere kørte den ene galt i den røvede Audi i Holbæk. Han var meget voldsom under anholdelsen og viste sig at være påvirket af blandt andet amfetamin.
Nævninge og dommere er enige om at fastsætte straffen til fængsel i fem år.
Det er netop udgangspunktet i sager om egentlige hjemmerøverier efter en lovændring sidste sommer.
/ritzau/