To mennesker er blevet forbrændt ved en mindre dampeksplosion på et ældre fransk atomkraftværk i Alsace.
I første omgang rapporterede brandmænd, at der var tale om en brand på atomkraftværket Fessenheim tæt på grænsen til Tyskland, hvor fire personer skulle være kommet til skade.
- Det var ikke en brand. Der var et udslip af oxideret damp, som opstod, da brintoverilte kom i kontakt med vandet i et bassin, meddeler de lokale myndigheder.
Atomkraftværket Fessenheim har to reaktorer og er bygget i 1970'erne. Det er ikke første gang, der rapporteres om tekniske problemer på et af Frankrigs ældste atomkraftværker.
/ritzau/AFP