Under snefald og snefygning i mørket den 26. november klokken 22.39 var to SAS fly tæt på at ramle sammen.
Det skriver Havarikommissionen for Civil Luftfart i en foreløbig redegørelse af hændelsen.
Havarikommissionen klassificerer hændelsen i lufthavnene under gruppe A, som betyder, at de to fly var i risiko for kollision.
"Hændelsen er vurderet som værende i risiko for kollision, og det er den øverst skala. Det er en alvorlig flyvehændelse," fortæller havariinspektør Lars Christoffersen fra Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane.
Han vurderer, at der er meget langt imellem den slags alvorlige hændelser.
"Nogle gange kommer der to på et år og nogle gange går der fem år. Der er langt i mellem dem," siger han.
Trafikbelastningen var ifølge Havarikommissionens rapport medium til høj, da hændelsen indtraf og baneforholdene var 'marginale'. Noget tyder på, at lysene på banen trænger til et tjek. Det ene fly passerede et slukket lys, en såkaldt "stop bar", og efterfølgende indtraf hændelsen.
Havarikommissionen sendte den 2. december en rekommandation til Trafikstyrelsen, som blandt andet lægger op til en undersøgelse af lysforholdene på start- og landingsbanen.
"Den danske AIB anbefaler, at den danske Trafikstyrelsen vurderer og optimerer brugen af stop bar lys," lyder det i rekommandation til Trafikstyrelsen
Det ene fly, OY-KFK, som er Canadair CRJ900 var på vej til at flyve ruten fra Københavns Lufthavn, Kastrup til Vilnius Lufthavn i Litauen. Men det andet fly, OY-RJB, der er et Canadair CRJ200, skulle på en ruteflyvning fra Kastrup til Norrköping i Sverige.
Den svenske havarikommissionen blev blandt andre underrettet om begivenheden. Den bekræfter overfor Newspaq at have modtaget en meddelelse om hændelsen. Den har dog ikke yderligere været inde over undersøgelsen af hændelsen.
Opdateres...