Far og søn får rekordstor bøde for at handle i strid med god ejendomsmæglerskik. Den endelige regning til familien lyder på 350.000 kroner fra Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere. Det oplyser Erhvervsstyrelsen.
De to mæglere fra EDC-kæden har både handlet i strid med god ejendomsmæglerskik og forsømt sig mod centrale bestemmelser i loven om fast ejendom, som skal beskytte forbrugeren.
Og det betyder altså den største bøde, som er givet til en ejendomsmægler.
Faren og sønnen, der hver skal betale 175.000 kroner, har blandt andet udeladt at oplyse kunden om personlige og økonomiske interesser i forbindelse med et salg af en ejendom.
Køberen skulle have haft besked om, at et af ejendomsmæglernes egne selskaber ejede ejendommen - og ikke den sælger, som det fremgik af købsaftalen.
Men også i købsaftalen var der begået flere fejl. Køberen fik forkerte oplysninger om fortrydelsesret, skødet til tinglysning blev sendt for sent, og flere dokumenter til brug for handlen blev ikke udleveret.
EDC-kæden har nu bedt ejendomsmæglerne komme med en redegørelse
/ritzau/