Niklas Landin og Mikkel Hansen er begge blevet fundet værdige til en plads på All Star-holdet ved EM i håndbold i Danmark, der slutter i dag.
Målmanden Niklas Landin har været stærkt spillende gennem store dele af turneringen, og det samme har Mikkel Hansen på venstre back.
All Star-holdet ser ud som følger:
Målmand: Niklas Landin (Danmark)
Playmaker: Domagoj Duvnjak (Kroatien)
Højre back: Krzysztof Lijewski (Polen)
Venstre back: Mikkel Hansen (Danmark)
Stregspiller: Julen Aguinagalde (Spanien)
Højre fløj: Luc Abalo (Frankrig)
Venstre fløj: Gudjon Valur Sigurdsson (Island)
Julen Aguinagalde har formået at spille sig på All Star-holdet på baggrund af tre kampe for Spanien, eftersom han først kom i aktion i den anden kamp i mellemrunden.
Dermed blev der ikke plads til for eksempel den danske streg- og forsvarsspiller René Toft Hansen, der har leveret en stor turnering.
Svenskeren Tobias Karlsson er blevet kåret som EM-slutrundens bedste defensive spiller.
EM's bedste spiller blev franskmanden Nikola Karabatic.
Per tradition indgår slutrundens bedste spiller ikke som en del af All Star-holdet.
Danmark spiller klokken 17.30 EM-finalen mod Frankrig i Jyske Bank Boxen i Herning.
Det danske hold vandt det seneste EM for to år siden.
/ritzau/