To danske statsborgere er afgået ved døden i det sydøstasiatiske land Laos.
Det bekræfter Udenrigsministeriet tirsdag over for Ekstra Bladet.
- Udenrigsministeriet kan bekræfte, at to danske statsborgere er omkommet i Laos. Pårørende er underrettet, lyder det i et skriftligt svar fra Udenrigsministeriet til mediet.
Ministeriet skriver desuden, at de har tavshedspligt i personsager, og derfor ikke kan oplyse yderligere.
Det australske medie ABC News har tidligere tirsdag skrevet, at det drejer sig om to danske kvinder i 20'erne.
Ifølge mediet skyldes dødsfaldene methanolforgiftning.
To australske kvinder er ifølge ABC News også blevet indlagt med methanolforgiftning efter en bytur i Vang Vieng, der ligger nord for hovedstaden i Laos.
Mindst ti andre er også blevet syge, skriver mediet.
/ritzau/