Da to 14-årige drenge tirsdag morgen fik øje på politiet ved Høng skole, tog de flugten ind i skoven ved Pilelunden i håb om at slippe væk. Det lykkedes ikke.
Betjentene fra nærpolitiet var mødt talstærkt op i forbindelse med skolestart, hvor politiet traditionelt øger synligheden omkring skolerne. Drengene blev fundet og måtte aflevere deres køretøjer – et el-løbehjul og en el-cykel, der begge var ulovligt tunet.
El-løbehjulet kunne køre 25 km/t og manglede lys, og el-cyklen kunne ligeledes køre 25 km/t, uden at pedalerne overhovedet blev trampet rundt. Begge dele er i strid med reglerne.
Selv om drengene forsøgte at snyde politiet, fik de dog en enkelt anerkendelse med hjem. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport lyder det: "De drenge fik dog ros for at køre med hjelm."
Forældrene blev efterfølgende indkaldt og fik indskærpet reglerne for el-køretøjer – herunder at børn under 15 år på el-løbehjul skal være ledsaget af en voksen.