De europæiske rentemarkeder blev tirsdag stærkt påvirket af forlydender om tysk accept af en model, hvor Spanien får en kredit stillet til rådighed således at likviditeten er til rådighed i et "worst case" scenarie. Det betød faldende renter i Italien og Spanien, mens renter i de nordeuropæiske lande tilsvarende reagerede i modsat retning.
- Det viser hvor utroligt nyt der skal til at rykke markederne. Det kan lægge op til at EU-topmødet senere på ugen måske ikke bliver helt så stor en "non-event", som der ellers var lagt op til. Spanien kan komme til at fylde mere på dagsordenen, og det hele bliver mere konkret end man havde regnet med, siger rådgiver Henrik Drusebjerg fra Nordea
Accepten gav anledning til større risikoappetit, og med positive amerikanske aktiemarkeder i ryggen gav det "spill over"-effekt i Europa i takt med at investorerne søgte mod de mere risikobetonede markeder på bekostning af de fastforrentede papirer i især Nordeuropa.
Den tiårige, danske rente sluttede 6 basispoint højere i 1,30 pct., og et hurtigt kig på resten af Europa viste tilsvarende udsving i Tyskland, mens rentemarkederne Spanien og Italien faldt 2-5 basispoint.
Spanien udstedte tirsdag formiddag korte obligationer med succes, omend renten ikke var meget lavere end ved den seneste tilsvarende udstedelse. Der blev solgt obligationer for 4,9 mia. euro ud af et udbud, som ellers var sat til "maksimalt" 4,5 mio. euro. De etårige obligationer fik en rente på 2,823 pct. mod 2,835 pct. ved den seneste tilsvarende udstedelse, mens 18-måneders papirerne blev solgt med en rente på 3,022 pct. mod 3,072 pct. ved den seneste udstedelse.
Fra Tyskland var der også opbakning til et lidt mere positivt syn på økonomien. En frisk undersøgelser blandt de tyske finansielle aktører pegede på en lidt mindre pessimisme i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end økonomerne havde forudset. ZEW-indeksets forventningsindekset for oktober steg til minus 11,5 fra minus 18,2 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg ventet en stigning til minus 14,9.
Fra Bruxelles viste de europæiske forbrugerpriser sig lidt lavere end ventet i september. Priserne steg 2,6 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Økonomerne adspurgt af Bloomberg News havde estimeret en stigning på 2,7 pct.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk