Denne weekend bliver sandsynligvis rammen om det længe ventede bryllup mellem Jessica Biel og Justin Timberlake.
De to hemmelighedsfulde stjerner har gjort alt for at holde begivenheden hemmelig, men fotografer har alligevel fanget parret til fest i Italien torsdag aften omgivet af venner og familie.
Hjemme fra Los Angeles ønsker Biels seneste filmkollega, Gerard Butler, parret tillykke.
- Jeg glæder mig på Jessicas vegne, siger den 42-årige Butler, som ikke selv deltager ved festlighederne i Italien.
-Jeg kender Justin. Han er en fin fyr, og hun er en exceptionel kvinde, svarer skuespilleren på, hvorfor sanger og skuespiller Justin Timberlake passer sammen med skuespillerinden Jessica Biel.
Parret har været sammen siden 2007, men har altid værnet om forholdets privatliv. I 2011 åbnede Timberlake op for, hvad hans et år yngre forlovede betyder for ham.
- Hun er den vigtigste person i mit liv, sagde han til Vanity Fair.
- Igennem 30 år er hun den mest specielle for mig, okay? Jeg vil helst ikke sige mere, for jeg vil gerne beskytte dem, der betyder noget for mig - som Jessica, fortalte den forelskede stjerne.
Den 31-årige Timberlake har tidligere indrømmet, at det krævede sit at få Jessica Biel til at acceptere hans frieri, men alt ser nu ud til at lykkes for parret, og efter denne weekend kan de kalde sig hustru og ægtemand.