Det gik stærkt – faktisk lynhurtigt – kun 10 dage, så røg Dizzy Mizz Lizzy-forsangerens drømmelejlighed, og han kan nu så småt begynde at folde flyttekasser og overveje, hvad der skal med videre efter 17 år på adressen.
Da Tim Christensen overtog nøglerne til sit nye hjem tilbage i 2004, betalte han 3,5 millioner kroner for lejligheden, siden da er priserne på særligt Frederiksberg eksploderet.
Det betyder også, at der formentligt er en solid milliongevinst i vente, hvis sangerens lejlighed er blevet handlet noget nær prisen på 15 millioner kroner, som boligen kom til salg for i starten af december.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Det 174 kvadratmeter store hjem, som ligger på de to øverste etager i en klassisk københavnerejendom fra 1914, er altså gået som varm brød, selv i forhold til den ellers lave salgstid i det populære, men dyre boligområde i hovedstaden.
Lejligheden i to plan er smagfuldt indrettet. Foto: Boliga
Blot 46 dage eller omkring halvanden måned har det i gennemsnit taget at sælge en ejerlejlighed i Frederiksberg Kommune i år - det er næsten 20 dage hurtigere end salgstiden i 2020, der lå på 64 dage.
Handlen bekræftes over for Boliga.dk af ejendomsmægler Adam Schnack, som har stået for salget, men som dog ikke har nogle yderligere kommentarer til salget.
Tim tager nok sine tusindvis af LP'er med. Foto: Boliga