Der var ingen somalisk fodbolddommer at se, da dommer og domsmænd tirsdag trådte ind ad døren til et retslokale ved Retten i Kolding.
Det var ellers planen, at sagen mod den 47-årige mand om bedrageri skulle begynde her, men hovedpersonen havde altså tilsyneladende ikke tænkt sig at møde op. Forsvareren forklarede, at han forgæves havde forsøgt at få fat i somalieren, der angiveligt har fået 176.596 kroner i sygedagpenge, mens han arbejdede som FIFA-fodbolddommer i Afrika.
Sådan lyder det i hvert fald i politiets anklageskrift.
Fyens.dk skriver, den 47-årige mand er tiltalt for at have oplyst til kommunen, at han fra den 31. august 2011 og frem til den 1. december 2013 var fuldt uarbejdsdygtig. Det resulterede i en udbetaling af 176.596 kroner i sygedagpenge.
Problemet er bare, at den sygemeldte somalier i den periode arbejdede som professionel fodbolddommer i Afrika, hvor han styrede slagets gang på grønsværen i den internationale turnering CECAFA Cup, lyder budskabet i anklageskriftet.
Den somaliske mand, der har dømt flere kampe som international FIFA-dommer, er også tiltalt for at have undladt at oplyse sin a-kasse om, at han i flere tilfælde ikke var i Danmark, mens han har modtaget dagpenge.
Manden fra Somalia har heller ikke længere adresse i Danmark, men alligevel var det altså meningen, at sagen skulle være begyndt tirsdag klokken ni, hvor de fremmødte måtte kigge forgæves efter sagens hovedperson i retslokalet. Fyens.dk skriver, at han nu er eftersøgt.