Styrelsen for Undervisning og Kvalitet påtænker at tage støtten fra friskolen Al-Salam Skolen i Odense. Skolen risikerer at skulle lukke, skriver Berlingske og BT.
Styrelsen har ifølge BT i et brev informeret skolen om beslutningen.
I afgørelsen fra styrelsen, som Berlingske har fået aktindsigt i, fremgår det, at tilsynet lægger op til at fratage skolen den årlige støtte fra staten.
I 2016 var den på mere end 3,3 millioner kroner, og det udgør ifølge BT 75 procent af skolens samlede udgifter.
Ifølge Susanne Sehestedt Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, er skolen i overhængende fare for lukning.
- Vi skal varetage statens interesser og sikre, at vi ikke sender penge ud i et potentielt konkursbo.
- Vores vurdering er, at der er stor fare for, at skolen må indstille sin drift meget hurtigt, og vi har ikke fået dokumentation for, at der er grund til at ændre den vurdering, siger hun til Berlingske.
Skolens revisor har blandt andet fundet store problemer i skolens regnskab, skriver BT.
- De sidste to år har skolen ikke givet et retvisende billede af pengestrømmene, skriver skolens revisor.
Al-Salam Skolens eget driftsbudget for 2017 afslører, at de forventer et underskud på en million kroner.
Skolen har 54 elever, og de har alle anden etnisk baggrund end dansk.
De skal finde en ny skole, hvis ikke skolen inden 11. oktober kommer med indsigelser, der kan ændre afgørende på styrelsens vurdering.
Den tilsynsførende på skolen har udtrykt bekymring for børnene på skolen.
- Eleverne oplevedes som trykkede personer, der makkede ret og undlod at udtale sig, skulle den tilsynsførende have sagt. Det fremgår af Berlingskes aktindsigt i sagen.
Meldingen, om at Al-Salam Skolen risikerer at få frataget statsstøtten, kommer to dage efter, at styrelsen meldte ud, at det statslige tilsyn tog støtten fra den muslimske Nord-Vest Privatskole i København.
Nord-Vest Privatskole meddelte torsdag, at de må lukke på grund af det.
/ritzau/