Hun var en sikker skanse under sidste sommers EM-slutrunde i fodbold og i det hele taget tænker de fleste nok på Josefine Høgh som vært på DR Sporten.
I begyndelsen af november blev Josefine Høgh og manden Lasse Sjørslev forældre til datteren Molly, men nu er Josefine Høgh tilbage fra barsel og er igen trukket i arbejdstøjet.
Og så løfter hun sløret for en helt ny værtsrolle.
Josefine Høgh er nemlig ved at lave nogle nye portrætprogrammer, skriver Billed-Bladet.
- Jeg er ved at lave et portrætprogram med Jan Hellesøe, og så kan jeg ikke sige så meget mere. Det er superspændende og dejligt at have gang i noget, for jeg er ikke god til at sidde stille, fortæller Josefine Høgh til ugebladet, der mødte hende til Zulu Awards.
Her var den populære DR-vært nomineret som årets tv-vært, men måtte se den statuette gå til Joakim Ingversen.