Finansministeriet sidder på en enorm magt i dansk politik. Det siger den tidligere departementschef Jesper Zwisler til DR.
- Det, der sker, når en minister starter, er, at vi ret hurtigt fortæller vedkommende: ”Der er grænser for, hvor meget du kan, minister. Og hvis vi ikke sikrer os, at det, vi gør, er godkendt og i overensstemmelse med det, som man beslutter og mener i Finansministeriet, så kan du lige så godt glemme det”, siger Jesper Zwisler.
I perioden 2011-2015 var han ansat som øverste embedsmand i Socialministeriet og var således departementschef under de tidligere ministre Benedikte Kiær (K), Karen Hækkerup (S), Annette Vilhelmsen (SF) og Manu Sareen (R).
Han fortæller til DR, at Finansministeriet sidder med ved forhandlingsbordet, når et fagministerium som Socialministeriet for eksempel skal beslutte, hvor mange penge der bliver tildelt satspuljerne.
- Der var simpelthen en person fra Finansministeriet, som sad og fulgte forhandlingerne og rapporterede frem og tilbage. Vedkommende var også med, når vi sad i det relativt fortrolige rum med ministeren og ligesom skulle finde en landingsbane. Det gjorde vi aldrig uden, at Finansministeriet var med, siger Jesper Zwisler til DR.

Jesper Zwisler er i dag kommunaldirektør i Herlev Kommune. Foto: Bjarne Lüthcke/Scanpix/arkiv
Han mener, at det er dybt problematisk, at en fuldmægtig eller specialkonsulent i realiteten sidder og definerer, hvad der er god socialfaglig indsats eller god integrationsindsats.
Bertel Haarder (V) var for nogle måneder siden ude med en lignende kritik. Den gang sagde han blandt andet til Kristeligt Dagblad, at Finansministeriet helt ned i detaljen blander sig i, hvordan det enkelte ministerium bruger penge.
Jesper Zwisler mener, at fagministerierne laver selvcensur, hvis ministeriet på forhånd formoder, at Finansministeriet ikke har tænkt sig at godkende ministeriets beslutninger.
- Mit problem er, når det kommer til at fylde alt for meget. Så bliver det, som man politisk kan gå ind og drøfte, simpelthen for smalt. Dermed bliver de løsninger, vi kan levere i forhold til de udfordringer og problemer, som det moderne velfærdssamfund har i dag, simpelthen ikke gode nok, siger Jesper Zwisler til DR.
DR Nyheder har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard.