Statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans regering har været i voldsom modvind de seneste dage. Statsministeren bliver af oppositionen beskyldt for at stå bag overbetaling af private hospitaler, men nu får Løkke opbakning fra uventet kant.
Den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister Carsten Kock mener, at oppositionen går for hårdt til Løkke Rasmussen, der blot handlede, som han skulle.
"Ministeren havde som opgave at fastlægge de priser, som parterne ikke kunne enes om. Det var ikke en magt, han påtog sig; det var noget, han skulle," siger Carsten Koch til Berlingske Tidende
Han var selv opmand - en slags mægler mellem parterne - i sagen og har dermed været med til at fastlægge de nuværende takster til privathospitalerne. Koch er overrasket over, at sagen har vokset sig så stor. Priserne til privathospitalerne er faldet drastisk de senere år, men det er primært sket i en forhandling mellem regionerne og privathospitalerne.
På trods støtten fra en tidligere partisoldat fastholder Socialdemokraterne deres kritik.
"Afsættet for vores kritik er klokkeklart skrevet i Rigsrevisionens rapport, så der er ikke noget at komme efter, og for hver enkelt dag, denne sag har rullet, er der bare væltet flere skeletter ud af skabene," siger Morten Bødskov.
Hvis sagen skal have politiske konsekvenser, kræver det, at Dansk Folkeparti bakker op om at udtale kritik af de involverede ministre eller vedtage en undersøgelse af sagen. Støttepartiet har endnu ikke lagt sig fast på, hvad de vil gøre.