Socialdemokratiet, Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, Venstre og nu Enhedslisten.
For den tidligere profil i Dansk Folkeparti, 84-årige Ib Dalsfledt, er det hverken partifarve eller ditto -program, som afgør, hvor han sætter sit kryds, når folket kaldes til valg.
Det er relationerne der er afgørende, siger han til Fyens Stiftstidende.
Således sætter han ved det kommende valg til regionsrådet i Region Syddanmark sit kryds ud for veteranen Vibeke Syppli Enrum fra Enhedslisten.
Hun er nemlig hustru til Ib Dalsfledts gode ven, den tidligere journalist og redaktør ved blandt andet hedengangne Land og Folk, Frede Jakobsen.
- Man kan godt være gode venner, selv om man er politisk uenige. Det er Frede og jeg et glimrende eksempel på, siger Ib Dalsfledt om sit venskab med Frede Jacobsen, der som sin hustru ligger helt ude på den politiske venstrefløj.
- Men jeg synes nu også, Enhedslisten på det sociale område har nogle gode punkter, siger Ib Dalsfledt til JydskeVestkysten.
Han forklarer til Avisen.dk, at der ikke findes et eneste parti, man kan være 100 procent enig med:
- Politisk er jeg i tvivl - og så flytter en enkelt stemme nok ikke noget, siger Ib Dalsfledt og tilføjer:
- Tilliden til politikerne er så ringe, som den aldrig har været tidligere. Også derfor stemmer jeg på Vibeke. Enhedslisten har nemlig ikke det værste sociale program.
Ib Dalsfledts politiske karriere begyndte med, at han stillede op for Socialdemokratiet. Siden var han en markant profil for først Fremskridtspartiet og derefter Dansk Folkeparti. Han har blandt andet været viceborgmester i Assens byråd og formand for Fyns Amtsråds socialudvalg.