Folketingets tre største partier, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, bør udstede en fælles garanti til danskerne: En garanti om, at der fremover holdes styr på indvandringen.
Sådan lyder budskabet fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der lørdag skyder partiets årsmøde i gang i Herning.
- Jeg synes, at Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på tværs af blokkene skal garantere danskerne, at der fra nu af holdes styr på indvandringen. At vi ikke igen lader tingene gå galt.
- At det nu er grænse-værnerne, der har taget magten - og at grænse-fjernerne de nu har fået fri, siger Kristian Thulesen Dahl.
I et interview med Ritzau op til årsmødet uddyber DF-formanden, at det ikke kun er indvandringspolitikken, han ønsker et fælles samarbejde om med Venstre og Socialdemokratiet.
- Min overordnede vision er en situation, hvor Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan arbejde tæt sammen om de grundlæggende ting for Danmarks fremtid.
- Min helt fundamentale ide er, at det ikke kan nytte, at man i blå blok er afhængig af det sidste mandat i Liberal Alliance for at føre skattepolitik - eller i rød blok er afhængig af det sidste mandat hos Alternativet i forhold til indvandringspolitikken.
Til sammen har de tre store partier 117 mandater i Folketinget - et massivt flertal.
Men Kristian Thulesen Dahl gør sig ingen forhåbninger om en fælles regering. Dertil er de traditionelle statsministerpartier for langt fra hinanden.
DF-formanden erkender også, at de tre partier ser helt forskelligt på en række områder.
Men han fastholder, at de grundlæggende har meget tilfælles:
- Hvis Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan samarbejde, så tror jeg på, vi kan lave en politik, som en meget stor del af Danmarks befolkning synes er rigtig.
/ritzau/