Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil forud for EU's budgettopmøde hverken be- eller afkræfte flere mediers oplysninger om, at hun i weekenden fik - og afviste - et tilbud fra EU-præsident Herman Van Rompuy om en dansk EU-rabat på 600-800 millioner kroner.
- Jeg vil ikke lægge skjul på, at der over det sidste stykke tid har været intensive kontakter rundt omkring. Jeg vil ikke gå yderligere ind i det, siger statsministeren på et pressemøde torsdag i Bruxelles, inden topmødet åbner ved 15-tiden.
- Jeg har sagt krystalklart, hvad der er den danske holdning, og hvad det er, vi ønsker, ved de her forhandlinger. Det er der ikke nogen som helst, der er i tvivl om. Nu synes jeg, vi skal lade forhandlingerne gå i gang, siger Thorning.
Statsministeren synes, argumentet for et dansk rabatkrav står klart.
- Hver gang en dansker betaler fire kroner til EU's budget, betaler en borger i de lande, vi normalt sammenligner os med, tre kroner til EU's budget.
- Vi synes, den forskelsbehandling skal slutte, og at det er ved det her topmøde, den skal slutte, siger hun.
/ritzau/