Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tager på det skarpeste afstand fra angrebet på islamkritikeren Lars Hedegaard, der tirsdag blev forsøgt dræbt i sit hjem af en ukendt gerningsmand.
Helle Thorning-Schmidt udtaler i en skriftlig kommentar til Ritzau:
- Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder. Politiet arbejder på højtryk med at finde ud af sagens sammenhæng.
- Et angreb på Lars Hedegaard er en afskyelig handling, som jeg fordømmer på det kraftigste. Og det gør det kun værre, hvis handlingen har baggrund i et forsøg på at forhindre Lars Hedegaard i et bruge sin ytringsfrihed, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/