Man behøver bare stikke to fingre i tindingen og råbe ’mau, mau’, så ved de fleste, hvilken film man hentyder til. Eller høre filmens berømte guitarstykke. Ja, selv russisk roulette er blevet synonymt med værket, ligesom Robert De Niros ’one shot is what it’s all about’-replik for længst er skrevet på filmhistoriens citatvæg. Titlen er naturligvis ’The Deer Hunter’, instruktør Michael Ciminos hovedværk, som jeg som stor knægt troede hed ’The Dear Hunter’ og aldrig så fra ende til anden, fordi jeg altid faldt i søvn under den noget langtrukne bryllupsscene, mens jeg ventede på krigsscenerne. Desuden fik jeg en voldsom trang til at høre ’I Can’t Take My Eyes Off You’ med Frankie Valli og gå med langærmede, hvide undertrøjer under ternede arbejdsskjorter, fordi den film var så skide cool. Jeg er ikke den eneste, der har misforstået ’The Deer Hunter’.

Det siges, at i alt 28 mennesker er døde efter en omgang russisk roulette, inspireret af ’The Deer Hunter’.

Filmmæssig udfordring

Michael Cimino har altid insisteret på, at værket ikke var en politisk film, der trods sammenligning ikke har det store slægtsskab med film som ’Dommedag Nu’ (1979) og ’Platoon’ (1986), fordi den tematisk handler mindre om Vietnam-krigens væsen, men mere om mod, moral og venskab. Altså, krigens effekt på det personlige plan for en flok ?working class heroes’ i stålbyen Clairton, Pennsylvania. Dermed er den egentlig mere i familie med ’Coming Home’ (1978) og ’Født den fjerde juli’ (1989). Hvorfor hæver den sig så over sine filmsøstre her snart 20 år efter premieren? Blandt andet fordi stjerner som Robert De Niro, Christopher Walken, Meryl Streep, John Savage og John Cazale spiller så ufatteligt blændende. Fordi den tør tage sin tid til at fortælle en følelsesmæssigt kompliceret historie. Og fordi den var den første film, der for alvor udfordrede amerikanerne til at se på konsekvenserne af en krig, ingen turde tale om.