Chokerende og rystende nyt, at to unge dansk-somaliere tilsyneladende har haft planer om at begå en terrorhandling i Danmark.
Sådan lyder reaktionen fra talsmanden for de 13 somaliske organisationer i Aarhus, der er samlet i AarhuSomali.
- Vi tager kraftigt afstand fra det. Vi er selv flygtet fra borgerkrig, og vi vil ikke have, at nogen kommer og ødelægger det fredelige land, vi er i, siger talsmand Abdirahman M. Iidle, AarhuSomali.
De to anholdte på 18 og 23 år er brødre og har boet i Aarhus-området i 16 år.
Formanden for Somalisk Ungdom i Danmark, Mohamed Suleban, ved endnu ikke, hvem de anholdte er, og han vil ikke spekulere i, hvad der har kunnet få de to unge mænd til at planlægge et angreb på Danmark.
- Det er spørgsmål, som jeg vil overlade til PET at svare på. Det er svært for os almindelige mennesker at forstå, siger Mohamed Suleban og fortsætter:
- Danmarks sikkerhed ligger os tungt på sinde. Og vi vil advare mod, at disse to brødres etnicitet bliver koblet sammen med deres planer.
Heller ikke hos AarhuSomali ved man noget om de anholdte eller baggrunden for deres påståede planer.
- Vi har slet ikke noget kendskab til, at der skulle være unge, der er så ekstreme, at de vil skabe ødelæggelser her i Danmark, siger Abdirahman M. Iidle.
I forbindelse med anholdelserne er der foretaget ransagninger på to adresser i Aarhus.
Den ene af de anholdte brødre mistænkes af PET for at have ladet sig træne, instruere eller oplære i en al-Shabaab-træningslejr i Somalia med henblik på at begå terrorhandlinger.
- Dem, vi har kontakt til, tager afstand fra organisationer som al-Shabaab og al-Qaeda, fastslår Abdirahman.
Det er PET's opfattelse, at man ved anholdelserne har afværget en konkret terrorhandling i Danmark.
Anholdelserne har ikke ført til en ændret vurdering af terrortruslen i Danmark, som dog fortsat må anses for alvorlig, skriver PET på sin hjemmeside.