Selvom man ikke bryder sig om hvinende høje toner, kan en violin næppe betegnes som et farligt våben.
Ikke desto mindre blev den verdensberømte israelske violinist Pinchas Zuckerman bedt om at fjerne violinstrengene fra sin antikke violin, da han skulle rejse ind i USA nogle måneder efter 11. september 2001. Zuckerman nægtede og blev forment indrejse i landet.
Episoden er et af mange eksempler på, at flyselskabernes skærpede sikkerhedsprocedurer de seneste par år har gjort det sværere for musikere at rejse med deres instrumenter.
Og terrorfrygten rammer også danske musikere.
»Flyselskaberne er blevet meget rigide efter 11. september. I 90 erne kunne man bare tage sin cello med uden problemer, og engang spillede jeg endda på den ombord. Sådan er det ikke i dag. Flyselskaberne er meget strikse, men ofte ved de ikke engang, hvad en cello er,« siger cellist Peter Morrison fra Radiosymfoniorkesteret, der normalt køber et ekstra flysæde til sin cello, så han er sikker på, at den kommer med.
Mistænkelige bækkener
I lufthavnene skal alle instrumenter gennemlyses i sikkerhedskontrollen ligesom andet bagage, men det enkelte flyselskab vurderer individuelt, om en kontrabas for eksempel er for stor til at blive tjekket ind som håndbagage.
Og selskaberne har ret til at tilbageholde mistænkeligt udseende baggage.
Det rammer især oboister, der bruger særlige knive til mundstykket på deres obo.
»Jeg blev engang stoppet for at få eftersendt mine knive. Man er altid lidt bange for, at ens kuffert med knive ikke når frem,« fortæller oboist Max Arntved fra Radiosymfoniorkestret.
I Dansk Jazz Forbund kender man også godt til problematikken.
»Vores musikere er ude for at blive stoppet fra tid til anden. Folk i sikkerhedskontrollen plejer for eksempel at studse lidt over trommeslagernes bækkener,« siger sekretariatsleder Kåre Emtoft.
Bas fanget i Rusland
Og musikerne kan ikke engang ånde lettet op, når deres elskede instrument endelig er kommet igennem sikkerhedskontrollen.
Ofte kommer store instrumenter som kontrabas og cello med et senere fly og forsvinder i baggagevrimlen.
Og i lande uden for EU kræves der ofte en særlig indførselstilladelse for at medbringe instrumenter.
»I de lande, hvor der er særlige regler, råder vi musikerne til at have en kvittering på deres instrumenter. Vi har for nyligt haft en sag med en musiker, der ikke kunne få sin bas ud af Rusland. Så måtte han gå gennem den danske ambassade,« siger Kåre Emtoft.
Alle instrumenter skal igennem sikkerhedskontrollen. Flyselskabet afgør om instrumentet kan gå for håndbagage.
Det kræver en særlig indførselserklæring at tage et instrument med ind og ud af Rusland og Kina.
Efter terrorangrebene i London er reglerne i Heathrow lufthavn strammet, så mange musikere nu rejser via Paris i stedet.