En ung mand, der netop var blevet varetægtsfængslet i fire uger, tog sig eget liv i Odense arrest sidste torsdag.
Det skriver tv2fyn.dk
På trods af, at familien blev underrettet samme aften, kunne de ikke få at vide, hvorfor han var tilbageholdt af politiet.
"Vi fik at vide, at han havde hængt sig selv. Mere måtte vi ikke få at vide," siger afdødes søster, Tina Østergaard, til TV 2 Fyn.
Søsteren understreger, at hun ikke havde brug for detaljer men blot høre, hvad han havde gjort.
Hos Fyns Politi fastholder man, at det var det rigtige ikke at fortælle familien mere end at deres søn havde begået selvmord, da efterforskningen stadig var i gang.
"Vi bliver nødt til at overholde loven i den her forbindelse - og den er altså uanset om man er levende eller død, at man har ret til, at det her bliver mellem myndighederne og den pågældende," siger Johnny Schou, der er politiinspektør ved Fyns Politi, ifølge tv2fyn.dk.
Inden han hængte sig havde den 19-årige skrevet et brev til mor. Det fik hun først udleveret i går, mandag.
"Hun får det så hurtigt, som vi kan. Vi er nødt til først at undersøge, om det her brev er noget, der kan ødelægge den efterforskning, vi er i gang med," siger politiinspektøren til tv2fyn.dk.